Handelsbetingelser
Vilkårene for at lade hos EV-EL og for at være medlem af Fair 'n' Share. Kort og på dansk — sådan som vi selv kan lide det.
Indhold
Gældende fra 1. oktober 2026. Læs dem, før du lader eller tilmelder dig.
1. Generelt
Disse handelsbetingelser gælder for opladning ved EV-ELs lynladere og for medlemskab af fordelsprogrammet Fair 'n' Share. Udbyder er EV-EL ApS, CVR 42541559, Lipkesgade 25, 2. 1, 2100 København Ø, [email protected].
Ved at starte en opladning eller tilmelde dig Fair 'n' Share accepterer du betingelserne.
2. Opladning og betaling
Du kan starte og betale med betalingskort direkte på laderen, med RFID-kort eller -brik, med Spirii Go eller med en anden udbyders app via roaming. Betalingen afregnes i danske kroner.
Ved kortbetaling reserveres et beløb, som fastsættes af Spirii. Beløbet frigives, når opladningen er afsluttet og afregnet. Kortudbyderen kan pålægge et gebyr. Kvittering fås i appen eller via betalingsterminalen på laderen.
Laderne er beregnet til lynladning. Hold øje med din opladning, og lad andre komme til; lad ikke i mere end 30 minutter ad gangen.
3. Priser
Prisen pr. kWh vises altid, før du starter — på betalingsterminalen, i Spirii Go og på ev-el.dk/priser. Prisen afhænger af tidspunktet (kogespids kl. 6–9 og 17–21 alle dage) og af, om du lader via roaming. Alle priser er inkl. moms. Der er intet abonnement og ingen faste gebyrer.
Roamingprisen er EV-ELs pris og er uden eventuelle tillæg fra den app eller udbyder, du bruger.
4. Fair 'n' Share
Medlemskab er gratis og uden binding. Du tilmelder dig med navn, e-mail og mobilnummer og bekræfter med en kode på sms og en kode på e-mail. Nye medlemmer starter på Smart. Har du været medlem inden for de seneste 12 måneder, starter du på Fair. Niveauet (Fair, Smart, Elite) beregnes én gang om måneden ud fra det samlede forbrug hos EV-EL i den foregående måned og gælder den følgende måned.
Rabatten (5, 10 eller 15 øre pr. kWh, plus 5–10 øre med Eco) trækkes fra EV-ELs egne priser og gælder ikke opladning via roaming. Eco kræver, at mere end 80 % af kWh i dine seneste opladninger er ladet uden for kogespidsen.
Lader du for en virksomhed (CVR), deler virksomhedens chauffører niveau. Den første tilmeldte bliver administrator: kun administratoren kan tilføje eller fjerne chauffører og se deres forbrug.
I en gruppe kan op til 5 personer dele ét niveau. Den, der opretter gruppen, er administrator og kan tilføje eller fjerne medlemmer.
Vil du have nyheder og tilbud fra EV-EL på e-mail og sms, kan du sige ja til det, når du tilmelder dig, eller senere under Indstillinger på Min side. Det er frivilligt, og du kan altid sige nej igen samme sted eller ved at skrive til [email protected].
Du kan melde dig ud når som helst under Indstillinger på Min side.
EV-EL kan opsige eller ændre programmet med 1 måneds varsel. Misbrug kan medføre udelukkelse.
5. Ansvar og reklamation
EV-EL tilstræber, at laderne altid er i drift, men garanterer ikke tilgængelighed eller en bestemt ladeeffekt; effekten afhænger af bilen, batteriet, temperaturen og deling mellem to biler. Ved driftsproblemer ved laderen kontaktes Spiriis kundeservice døgnet rundt på +45 32 26 62 99.
Reklamation over en opladning eller en afregning sendes til [email protected] senest 30 dage efter opladningen. Dansk rets almindelige regler finder anvendelse. Klager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet via forbrug.dk (Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg).
6. Persondata
EV-EL behandler dine oplysninger som beskrevet i vores privatlivspolitik. Opladningsdata behandles af vores ladeplatform Spirii som databehandler. Du oprettes som bruger hos Spirii, og EV-EL har ikke adgang til dine betalingsoplysninger.
7. Ændringer
EV-EL kan ændre disse betingelser. Væsentlige ændringer varsles til medlemmer pr. e-mail eller sms med 1 måneds varsel. Den gældende version findes altid på ev-el.dk.
8. Kontakt
EV-EL ApS · CVR 42541559 · [email protected]. Hjælp ved laderen 24/7: Spirii kundeservice, +45 32 26 62 99.